Hvordan skolen kan undervise i Holocaust

Der findes ikke kun én "korrekt" måde at undervise i et fag på, ingen perfekt metode, der egner sig for alle lærere og elever. Her er der blot tale om retningslinier og råd, som måske kan være nyttige for lærere, når de udarbejder deres egne arbejdsplaner, i hvilke de tager hensyn til de enkelte elevers læringsbehov. Det er et forsøg på at trække på de for tiden bedste fremgangsmåder, som benyttes på en række institutioner, der har ekspertise i at undervise i Holocaust, at diskutere nogle af de overvejelser, lærere gør sig om, hvordan de skal gribe dette meget vanskelige emne an, og at fremlægge forslag til, hvordan man måske kan komme videre.

Holocaust-undervisningen er baseret på den nyeste forskning og har ændret sig betydeligt i løbet af de sidste tre årtier; dette dokument forsøger at afspejle den pædagogiske udvikling og forbedring, der løbende foregår, og skal derfor ikke opfattes som det sidste ord, der er sagt om dette emne.


Resumé - klik på et link for forklaring og yderligere vejledning

  • Det kan godt lade sig gøre, at undervise elever i Holocaust med et godt resultat; der er ingen grund til at vige tilbage for dette emne
  • Definer udtrykket Holocaust
  • Skab et positivt indlæringsmiljø, baseret på en aktiv pædagogik og en elevcentreret tilgang
  • Giv historien et individuelt præg ved at forvandle statistikker til personlige historier
  • Brug vidneudsagn for at gøre historien mere "virkelig" for eleverne
  • En tværfaglig tilgang styrker elevernes forståelse af Holocaust
  • Sæt historien ind i en sammenhæng
  • Giv emnet en bred og afbalanceret behandling
  • Vær præcis i din sprogbrug, og tilskynd eleverne til også at være det
  • Sørg for at adskille Holocausts historie fra den lære vi kan drage af denne historie
  • Undgå enkle svar på en kompleks historie
  • Sørg for at eleverne får adgang til primærkilder
  • Eleverne skal gøres bevidste om, at gerningsmændene selv har leveret mange af vidnesbyrdene om Holocaust
  • Tilskynd eleverne til at foretage en kritisk analyse af forskellige fortolkninger af Holocaust
  • Vær kritisk over for både skriftligt og visuelt materiale, og undlad at bruge gruopvækkende billeder for at engagere eleverne i studiet af Holocaust
  • Undlad at sammenligne forskellige gruppers lidelser
  • Lad eleverne undersøge mange forskelligartede reaktioner fra ofrene, herunder de mange former for modstand mod nazisterne
  • Pas på ikke at definere det jødiske folk udelukkende på baggrund af Holocaust
  • Vis at Holocaust ikke var uundgåelig
  • Forsøg ikke på at bortforklare det hele med, at gerningsmændene var nogle "grusomme uhyrer"
  • Sørg for at skelne mellem fortidens gerningsmænd og nutidens samfund i Europa og andre steder
  • Tilskynd eleverne til at studere historie og erindring på både lokalt, regionalt, nationalt og globalt plan
  • Få eleverne til at deltage i og overveje de nationale og lokale traditioner for at mindes begivenhederne
  • Find frem til passende indlæringsaktiviteter og undgå at bruge rollespil, som får eleverne til at identificere sig med enten gerningsmænd eller ofre
  • Gør det ikke legitimt at benægte fortiden
  • Vær bevidst om både det potentiale og den begrænsning, der ligger i alt undervisningsmateriale, herunder internettet
  • Træk en klar skillelinie mellem historiske og nutidige begivenheder, og undgå ahistoriske sammenligninger
  • Vær lydhør overfor elevernes tanker og overvejelser


Det kan godt lade sig gøre at undervise elever i Holocaust med et godt resultat; der er ingen grund til at vige tilbage for dette emne

Mange lærere giver sig kun modstræbende i kast med at udforske Holocausts historie sammen med deres elever, fordi det opfattes som meget vanskeligt at undervise i dette emne. Det virker som en overvældende opgave at skulle bibringe eleverne en forståelse af tragediens enorme omfang, de uhyrlige tal, der er tale om, og få dem til at indse, hvor dybt mennesker kan synke. De spekulerer på, hvordan de kan nå ind til deres elever uden at påføre dem traumer; de er bekymrede for, hvordan deres elever vil reagere overfor dette emne, og hvad de skal stille op, hvis nogen opfører sig "upassende" i klassen, f.eks. ved at fnise eller give udtryk for antisemitiske eller racistiske bemærkninger.

Vig ikke tilbage for dette emne, for selv om det måske kan virke skræmmende, viser erfaringer, at det er muligt at undervise eleverne i Holocaust, ofte med meget positive resultater.


Definer udtrykket Holocaust

En klar definition af udtrykket "Holocaust" er absolut nødvendig. Mange lærere anvender dette udtryk meget bredt til at omfatte alle ofre for nazisternes forfølgelser. Men de fleste historikere, der beskæftiger sig med perioden, anvender en mere præcis definition. (Se "Retningslinier for undervisning i Holocaust").

Eleverne skal være opmærksomme på, at udtrykket "Holocaust" er problematisk for mange mennesker. Holocaust er i bibelsk betydning et brændoffer, og fra et kristent teologisk synspunkt gør brugen af dette ord massemordet på jøderne til et slags martyrium. Men der var intet "helligt" ved Holocaust. Andre udtryk bør også bruges med forsigtighed. Hvis man taler om den "Endelige Løsning", bruger man samme sprog som morderne selv; ordet "folkedrab" hentyder til nazisternes raceteorier. Mange foretrækker at bruge det hebraiske ord "Shoah" - der betyder katastrofe - og som ikke er belastet af religiøse associationer.


Skab et positivt indlæringsmiljø, baseret på en aktiv pædagogik og en elevcentreret tilgang

Holocaust sætter spørgsmålstegn ved mange af de forestillinger, som unge mennesker kan have om samfund, udvikling, civilisation og menneskelig adfærd. Eleverne kan sommetider udvise defensive reaktioner, negative følelser eller kan være uvillige til at gå dybere ned i den nazistiske periodes eller Holocausts historie. Det er vigtigt, at der hersker en tillidsfuld stemning, således at den slags problemer kan tages åbent op og diskuteres.

Det er vigtigt at skabe et åbent indlæringsmiljø, hvor der gives plads og tid til elevernes overvejelser, hvor de bliver ansporet til at stille spørgsmål, til at diskutere deres tanker og bekymringer og til at udveksle idéer, meninger og spørgsmål.

Indlæringen skal være elevcentreret. Lærerens rolle bør være at støtte snarere end at belære, og de unge bør anspores til at spille en aktiv rolle i forbindelse med deres egen læring. Vær opmærksom på, at historie ikke blot er en samling viden, der skal overføres fra lærer til elev, men at det bør være en opdagelsesrejse, hvor de unge selv formulerer spørgsmålene, analyserer mange forskellige informationskilder, stiller spørgsmålstegn ved en række forskellige fortolkninger og fremstillinger af begivenhederne og finder deres egne svar på vanskelige historiske og moralske spørgsmål.


Giv historien et individuelt præg ved at forvandle statistikker til personlige historier

Det er vigtigt at studere statistikker, og læreren må finde måder hvorved eleverne forstår, både hvilket omfang Holocaust havde, og hvor mange mennesker, det drejede sig om. Men mange unge mennesker vil finde det vanskeligt at forholde sig til Holocaust-tragedien, hvis den kun præsenteres i form af statistikker.

Eleverne skal have mulighed for at se de mennesker, der blev forfulgt af nazisterne, ikke kun som en anonym masse af ofre, men som enkeltindivider. Brug case studies, vidneudsagn fra overlevende, breve og dagbøger fra den tid for at vise, hvordan mennesker oplevede det, og for at sikre, at eleverne forstår, at hvert eneste "tal" repræsenterer en virkelig person, et individ, der havde et liv, venner og familie i tiden før Holocaust. Understreg hele tiden ofrenes værdighed.

En undersøgelse af Holocaust, som undlader at sætte spørgsmålstegn ved stereotype anskuelser, såsom at alle gerningsmænd var gale eller sadister, at alle redningsmænd var heroiske, tapre, gode og venlige, og at alle tilskuere var apatiske, kan føre til, at den tids mennesker kommer til at fremstå uden menneskelige træk, og kan let komme til at fremstille dem som karikaturer snarere end som levende mennesker.

Ved at fokusere på det enkelte menneskes historie, på moralske dilemmaer, som mennesker har stået overfor, og de valg, de har foretaget, kan læreren gøre Holocausts historie mere umiddelbar og interessant for unge mennesker og mere relevant for deres nutidige liv.


Brug vidneudsagn for at gøre historien mere "virkelig" for eleverne

I mange lande findes der stadig overlevende fra Holocaust rundt om i samfundet. Hvis man kan komme i kontakt med disse mennesker og invitere dem ind i klasseværelset, har man en enestående mulighed for at give sine elever en helt speciel og stærk pædagogisk oplevelse. Det at være i stue med en, som har oplevet det ufattelige, kan skabe ægte empati i klasseværelset. En række organisationer kan være behjælpelig med at finde en overlevende fra Holocaust, som kan komme og tale på skolen.

Men i betragtning af, at de overlevende bliver stadig ældre, mindskes muligheden for, at eleverne kan få denne direkte kontakt. Hvor det er tilfældet, bør læreren søge at finde vidneudsagn optaget på video for at fremskaffe personlige historier fra Holocaust. Også andre, som var direkte involveret i Holocaust, eller som selv overværede begivenhederne, kan give stærke vidneudsagn. Hvis man har held med at invitere redningsmænd, befriere og andre ind i klasseværelset, vil deres personlige historier også udgøre et værdifuldt bidrag til elevernes forståelse af Holocaust.

Hvis man beslutter sig for at invitere en ind i klassen for at tale om sine personlige erfaringer, bør man tale med denne person før timen for at sikre sig, at vedkommende forstår at tale til en klasse og har gjort sig klart, hvad de pædagogiske mål er.

Forbered klassen på mødet for at sikre, at eleverne udviser respekt og påskønnelse. Eleverne skal bringes til at forstå, at selv om det er længe siden, disse begivenheder har fundet sted, er det stadig smertefuldt for fortælleren at berette om sådanne stærkt personlige oplevelser.

Man skal sikre sig, at eleverne allerede har en sikker grundlæggende viden om disse historiske begivenheder. Chancen for at møde øjenvidner skal ikke først og fremmest gå med at formidle oplysninger om periodens historiske begivenheder - for det meste er disse mennesker ikke uddannede historikere eller lærere, og deres oplevelser er sandsynligvis heller ikke "typiske" for størsteparten af de mennesker, der oplevede Holocaust. Eleverne vil derimod have det sjældne privilegium at møde en, som personligt har overværet og oplevet disse begivenheder, og at lytte til vedkommendes enestående personlige vidneudsagn.

Man bør tilskynde eleverne til at stille spørgsmål om, hvad der hændte den overlevende under Holocaust, men også om vedkommendes liv både før og efter, således at de får en fornemmelse af hele personen og af, hvordan han/hun har forsøgt at leve med sine oplevelser.

Selv om det ikke er muligt at generalisere fra ét menneskes historie, så kan det at møde en overlevende fra Holocaust, en redningsmand eller befrier, være med til at gøre disse historiske begivenheder mere virkelige for eleverne ved at understrege, at dette var en tragedie, der ramte almindelige mennesker.


En tværfaglig tilgang styrker elevernes forståelse af Holocaust

Det, der foregik under Holocaust, berører så mange aspekter af menneskelig adfærd, at det er dybt relevant for lærere inden for mange forskellige fag. Selvom det er nødvendigt at have en grundig historisk viden for at studere Holocaust, har historikerne ikke monopol på dette emne. En fantasifuld kombination mellem de forskellige fagområder kan gøre en arbejdsplan langt mere interessant ved at trække på forskellige former for ekspertise, ved at anlægge mange forskellige perspektiver på Holocaust og ved at bygge på idéer og viden hentet fra anden undervisning.

Beretningerne om Holocaust illustrerer menneskelig adfærd i sine mest ekstreme former: had og grusomhed, men også mod og medmenneskelighed. Når man lærer om Holocaust gennem historien, fremkalder det stærke følelser. Poesi, kunst og musik kan hjælpe eleverne med at udtrykke disse følelser kreativt og fantasifuldt. Holocaust rejser også vigtige moralske, teologiske og etiske spørgsmål, som eleverne kan beskæftige sig med i religions- og samfundsfagstimerne.

Ved at samarbejde om en tværfaglig tilgang, og ved at trække på kollegers ekspertise indenfor andre fag, kan man dele arbejdsbyrden og give eleverne en dybere forståelse af Holocaust.


Sæt historien ind i en sammenhæng

Fænomenet Holocaust skal ses i sammenhæng med både Europas historie og verdenshistorien i sin helhed for at give eleverne et perspektiv på de begivenheder, der gik forud, og de omstændigheder, der bidrog til katastrofen.


Giv emnet en bred og afbalanceret behandling

Holocaust foregik ikke på samme måde alle steder, men antog meget forskellige former fra land til land og på forskellige tidspunkter. Se Task Force guidelines, "Retningslinier for undervisning i Holocaust" for yderligere råd angående hvilke begivenheder og temaer, der bør indgå i en arbejdsplan.


Vær præcis i din sprogbrug, og tilskynd eleverne til også at være det

Der er mange myter om Holocaust, og eleverne møder ofte frem med mange forudfattede meninger. Hvis man er tvetydig i sin sprogbrug, kan dette føre til, at misforståelser ikke bliver rettet.

Undgå at bruge samme sprog som gerningsmændene da det afspejler deres synspunkter. Udtryk som den "Endelige Løsning" kan udmærket citeres og analyseres kritisk, men bør ikke bruges som udtryk for den historiske begivenhed.

Definitioner er vigtige, fordi de kræver præcision og en klar tankegang. Tag f.eks. udtrykket "lejr". Selv om folk døde i mange af nazisternes og deres kollaboratørers lejre, blev ikke alle lejre bygget med den hensigt, at de skulle være dødslejre. Der var koncentrationslejre, slavearbejdslejre og gennemgangslejre, for blot at nævne nogle få. De forskellige lejre havde forskellige funktioner på forskellige tidspunkter. Det er af væsentlig betydning, at lærerne udtrykker sig meget præcist, når de beskriver de aktiviteter, der foregik i de forskellige lejre i forbindelse med denne historie, og undgår at generalisere om "lejre".


Sørg for at adskille Holocausts historie fra den lære vi kan drage af denne historie

Man bør være omhyggelig med at skelne mellem det historiske Holocaust og den moralske lære, man kan uddrage deraf. Den historiske beretning risikerer at blive forvrænget, hvis den oversimplificeres eller ændres for bedre at passe til en bestemt moralsk lære, som læreren ønsker at videregive til sine elever.

At lære om disse begivenheder kan åbne unge menneskers øjne for nutidige eksempler på fordomme og uretfærdighed; Holocaust kan konfrontere eleverne med klichéer, myter og misforståelser og sætte dem i stand til at afprøve vedtagne fordomme på baggrund af historisk bevismateriale. Men den moralske lære er ikke ordentlig funderet, hvis den ikke baserer sig på en nøjagtig og objektiv fortolkning af de historiske udsagn.

Historiske undersøgelser af den art, som man bør forvente af sine elever, vil afsløre for dem, hvor kompleks den verden var, hvor folk skulle foretage sådanne valg og tage sådanne beslutninger. Eleverne bør konfronteres med de dilemmaer, som man faktisk stod overfor på den tid. Først da er det muligt at se folks handlinger ( og passivitet) på baggrund af deres samtid, og først da kan vi begynde at uddrage en meningsfuld lære, som vi kan bruge i dag.


Undgå enkle svar på en kompleks historie

Et ønske om at "tage ved lære" kan let føre til oversimplificerede forklaringer på Holocaust, der undlader at tage den historiske sammenhæng i betragtning, indenfor hvilken beslutningerne blev taget. En sådan tilgang kan reducere elevernes forståelse af de komplicerede begivenheder til et forenklet verdensbillede holdt i sort og hvidt - "Holocaust skete, fordi folk ikke foretog de rette moralske valg" - og kan føre til en overfladisk fortolkning af historien.

Eleverne bør undersøge historiske problemstillinger. F.eks. kunne de undersøge, hvorfor jødernes skæbne formede sig så vidt forskelligt i de forskellige lande, og de kunne undersøge den tyske besættelsesmagt, som havde forskellig karakter fra land til land. Sådanne undersøgelser kan ikke undgå at give anledning til moralske spørgsmål, men eleverne bør lære at anskue fortiden med ydmyghed. Det er let nok at fordømme dem, som nægtede at skjule eller hjælpe deres jødiske naboer, men en overfladisk moralse fordømmelse af tilskueren" skaber ikke en dybere forståelse af historien eller gør eleverne til "bedre medborgere".

Fordi historien er så kompliceret, bør eleverne have mulighed for at gå i dybden med deres studier af Holocaust, herunder de dilemmaer, som redningsmændene stod overfor hver eneste dag, hvor de måtte tage stilling til, hvorvidt de skulle fortsætte med at sætte både deres eget og deres familiers liv på spil for at hjælpe dem, som skjulte sig. De bør undersøge, hvorfor de allierede ikke gjorde mere for at redde jøderne; hvorfor nogle af de jødiske råd, Judenräte, udarbejdede lister over andre jøder med henblik på deportation til dødslejrene; hvorfor størsteparten af folk i de besatte lande ikke gjorde noget for at hjælpe deres jødiske naboer; og hvorfor ganske almindelige mænd og kvinder var villige til at deltage i dette massemord.

Der er ikke altid simple svar på dette komplicerede emne, og ofte opstår der flere spørgsmål end egentlige svar. Men faktisk er det også vigtigt, at de unge indser, at der findes spørgsmål, som ikke kan besvares.


Sørg for at eleverne får adgang til primærkilder

Det er i breve, dagbøger, aviser og taler, kunstværker, befalinger og officielle dokumenter fra den tid, at gerningsmændene, ofrene, redningsmændene og tilskuerne viser sig . Primærkildemateriale er helt afgørende for en meningsfuld undersøgelse af folks motiver, tanker, følelser og handlinger i samtiden og for ethvert seriøst forsøg på at forstå, hvorfor folk foretog de valg, de gjorde, og hvorfor tingene skete.

Eleverne bør have mulighed for at foretage en kritisk gennemgang af originalt kildemateriale, så de kan komme til at forstå, at analyse, forklaring og vurdering skal baseres på en redelig fortolkning af det historisk bevismateriale.


Eleverne skal gøres bevidste om, at gerningsmændene selv har leveret mange af vidnesbyrdene om Holocaust

Mange af vidnesbyrdene om Holocaust - hvad enten det drejer sig om skrevne dokumenter, fotografier eller film - er fremstillet af nazisterne, så der er en fare for, at man kun kommer til at se fortiden gennem gerningsmændenes øjne. Hvis den slags materiale ikke bliver brugt med forsigtighed, risikerer vi at komme til at se på ofrene, som nazisterne så dem: som genstande, uden værdighed eller menneskelighed.

Disse vidnesbyrd skal ses i den rette sammenhæng, og lærerne må tage hensyn til elevernes erkendelsesmæssige og følelsesmæssige udvikling, idet de må sikre sig, at disse billeder er velegnede til brug i undervisningen, at eleverne er godt forberedte på det følelsesmæssige indtryk, de kan gøre, og at de unge har mulighed for at reflektere over og diskutere deres reaktioner bagefter.

Man skal sørge for at afveje disse dokumenter og fotografier med ofrenes egne dagbøger, breve, fotografier og andre vidnesbyrd for at sikre, at ofrenes stemmer også bliver hørt.


Tilskynd eleverne til at foretage en kritisk analyse af forskellige fortolkninger af Holocaust

Undervisningen i klasseværelset indgår i en bredere kulturel sammenhæng, og folks forestillinger om Holocaust stammer fra mange forskellige kilder. Akademisk og populær fortællinger, spillefilm, massemedier, dokumentarfilm, kunst, teater, romaner, mindesmærker og museer er alle med til at skabe den kollektive erindring. Enhver fremstilling bliver påvirket af de omstændigheder, under hvilke den skabes, og siger undertiden mere om den tid og det sted, hvor den blev skabt, end om de begivenheder, den skildrer.

Det er vigtigt, at eleverne overvejer, hvordan og hvorfor sådanne fremstillinger af fortiden bliver skabt, hvordan bevismaterialet, der ligger til grund for fremstillingen, er blevet udvalgt og hvilke hensigter, der ligger bag. Eleverne må bringes til at forstå, at selv om det er helt legitimt at diskutere mange ting i historien, betyder det ikke, at alle fremstillinger er lige acceptable. (se Gør det ikke legitimt at benægte fortiden).


Vær kritisk over for både skriftligt og visuelt materiale, og undlad at bruge gruopvækkende billeder for at engagere eleverne i studiet af Holocaust

En bevidst brug af billeder fra Holocaust med henblik på at chokere og forfærde er både nedværdigende for ofrene og hensynsløst overfor eleverne. Man bør vise respekt både over for Holocaust-ofrene og over for de "tvangsindlagte tilhørere" i klasseværelset ved at gå nænsomt til værks og nøje overveje, hvilke materialer der er passende. Lærere, som har brugt meget tid på at etablere et godt forhold til sine elever, risikerer, at disse føler sig svigtet, hvis man udsætter dem for foruroligende og rædselsvækkende billeder. Det er også den slags materiale, der kan skabe den type anspændthed og forlegenhed, som kan føre til nervøs latter og upassende bemærkninger i klassen.

Man kan udmærket undervise i Holocaust uden at anvende billeder af stakke af nøgne lig, og overdreven brug af den slags billeder kan være skadelig. At fremkalde chok og afsky kan næppe kaldes en god pædagogisk oplevelse. Det kan derimod få os til at glemme, at der er tale om mennesker, og underbygge en opfattelse af "jøder som ofre".

Hvis lærere vælger at bruge rædselsfotografier, skal de kun gøre det i de tilfælde, hvor der er tale om en klar pædagogisk gevinst for eleverne.


Undlad at sammenligne forskellige gruppers lidelser

Hvis man virkelig skal drage en universel lære af at studere denne periode - hvis vi hævder, at unge mennesker kan få øjnene op for den forfølgelse, den diskrimination og det had, der findes i verden i dag, ved at studere Holocaust - så må man inkludere alle ofrene for nazisternes forfølgelser og den ideologiske baggrund for disse forfølgelser i sin arbejdsplan.

Når vi studerer jødernes helt specielle skæbne, ser vi den form for diskrimination, økonomisk udnyttelse, forfølgelse og mord, der var resultatet af nazisternes antisemitisme, men der var også andre eksempler på had og intolerance - der er ligeså relevante for det moderne samfund - og her må vi vende os andre steder hen: til nazisternes forfølgelse af og mord på romaer og sintier, homoseksuelle, kommunister, politiske dissidenter og sociale afvigere.

Det er nødvendigt at forholde sig til alle ofrene for nazisternes forfølgelser og deres lidelser uden at relativisere den jødiske erfaring. Der kan ikke være noget lidelseshierarki, hverken inden for naziperiodens historie eller mellem Holocaust og andre folkedrab.

Hvad der overgik de "andre ofre" for nazisternes forfølgelser bør ikke bare henvises til en enkelt ekstra lektion, hvor man omtaler disse individuelle grupper, som om de alle var ens. Disse gruppers historie bør i stedet integreres i beretningen om forfølgelsen af det jødiske folk, f.eks. kan man undersøge ligheder og forskelle mellem folkedrabet på jøderne og folkedrabet på romaer og sintier; man kunne ligeledes undersøge forbindelsen mellem det personale og de metoder, der blev benyttet i eutanasiprogrammet og i dødslejrene i Østeuropa.

En sådan fremgangsmåde skal ikke kun føre til en erkendelse af forfølgelser af "andre ofre", men skal også bidrage til forståelsen af, at den jødiske erfaring var speciel, og hjælpe til med at placere Holocaust i en bredere historisk kontekst. Ligesom det ikke er muligt at forklare massemordet på det jødiske folk uden at se det i sammenhæng med Anden Verdenskrig, er det heller ikke tilstrækkeligt at studere denne historie uden at inkludere de andre grupper, som også blev ofre for forfølgelser.


Lad eleverne undersøge mange forskelligartede reaktioner fra ofrene, herunder de mange former for modstand mod nazisterne

Der var mange former for modstand mod nazisternes forfølgelser, lige fra væbnet kamp til forsøg på at finde måder til at bevare menneskelig værdighed selv under de mest ekstreme forhold i ghettoerne og i lejrene. Nazisternes ofre accepterede ikke altid passivt at blive forfulgt. Det er vigtigt at undersøge, hvordan ofrene reagerede, hvilke begrænsninger, der var for deres handlefrihed, og de mange forskellige former for jødisk modstand mod Holocaust.


Pas på ikke at definere det jødiske folk udelukkende på baggrund af Holocaust

Hvad der skete under Holocaust skal sættes ind i en historisk kontekst. Det er nødvendigt at beskrive livet både før og efter Holocaust for at vise, at det jødiske folk har en lang historie og en rig kulturarv, og for at sikre, at eleverne ikke forestiller sig jøderne blot som de nedbrudte og dehumaniserede ofre for nazisternes forfølgelser. De unge skal bibringes en forståelse af, hvilket uhyre tab hele verdens kultur har lidt ved ødelæggelsen af de rige og levende jødiske samfund i Europa.


Vis at Holocaust ikke var uundgåelig

Det faktum, at en historisk begivenhed har fundet sted og er dokumenteret i lærebøger og på film, betyder ikke, at den var uundgåelig. Holocaust skete, fordi personer, grupper og nationer besluttede sig for at handle eller ikke at handle. Ved at fokusere på disse beslutninger får man indsigt i historien og den menneskelige natur og kan bedre hjælpe eleverne med at udvikle en kritisk tankegang.


Forsøg ikke at bortforklare det hele med, at gerningsmændene var nogle "grusomme uhyrer"

Holocaust var en menneskelig begivenhed med menneskelige årsager. Der er behov for at "rehumanisere" alle de mennesker, der var involveret i Holocaust: at se ofre, redningsmænd, kollaboratører, tilskuere og gerningsmæd, som almindelige mennesker i ualmindelige omstændigheder. Dette er ikke for at sige, at det er normalt at begå den slags ugerninger, men for at erkende, at størsteparten af dem ikke var sadistiske psykopater, og at det ikke er tilstrækkeligt at forklare Holocaust ved at henvise til "ondskab".

Det er vanskeligere at forklare, hvordan det var menneskeligt muligt for almindelige mænd og kvinder, kærlige fædre og ægtemænd, frivilligt at deltage i mordet på uskyldige mænd, kvinder og børn.

Det er nødvendigt at studere gerningsmændenes motiver meget grundigt, og eleverne bør anvende originale dokumenter, case studies og individuelle biografier i deres forsøg på at afveje, i hvor høj grad ideologi, antisemitisme, ambition, gruppepres, økonomisk opportunisme, kriminel psykopatologi og andre faktorer spillede ind og forklarer, hvorfor folk handlede, som de gjorde.


Sørg for at trække en skillelinje mellem fortidens gerningsmænd og nutidens samfund i Europa og andre steder

Eleverne må ikke komme til at tro, at alle tyskere var nazister, eller at det tyske folk var specielt disponeret for folkedrab. De skal have lejlighed til at undersøge det tyske folks mange forskellige reaktioner på nazisternes politik, som spændte lige fra entusiastisk tilslutning, samarbejde, frustration, apati og til aktiv modstand.

Vær omhyggelig med at skelne mellem Tyskland i fortiden og det nuværende Tyskland. Hvad der skete under Holocaust skal ses i en historisk sammenhæng, således at det moderne Tysklands befolkning, politik, samfund og kultur holdes klart adskilt fra forholdene under den nazistiske periode.

Eleverne bør også forstå, at antisemitisme er et verdensomspændende og århundreder gammelt fænomen, og at der var mange ikke-tyske gerningsmænd og villige kollaboratører i hele Europa .Andre nationaliteter gjorde tjeneste i SS-enheder eller som vagter i koncentrationslejrene; lokale politifolk hjalp til med at opsamle og deportere jøder til dødslejrene; af og til iværksatte lokale folk pogromer mod deres jødiske naboer eller forrådte jøder, der var gået i skjul. Nogle af Nazitysklands allierede deltog på eget initiativ i de systematiske udrydelser.


Tilskynd eleverne til at studere historien og andre overleveringer på både lokalt, regionalt, nationalt og globalt plan

Hvis man bor i et land, hvor Holocaust fandt sted, bør man lægge vægt på de ting, der skete der, set udfra en samtidig national historisk sammenhæng, men uden at se bort fra Holocausts europæiske dimension. Denne undersøgelse bør omfatte alt, hvad der skete både for ofrene, redningsmændene, gerningsmændene, kollaboratørerne, modstandsfolkene og tilskuerne, og man bør søge at finde ud af, hvorvidt disse begivenheder er blevet en del af de lokale, regionale eller nationale fælles erindringer og historiske beretninger.

Hvis man bor i et land, der tilhørte de allierede magter eller var neutralt under Anden Verdenskrig, bør man opfordre eleverne til at genoverveje de fremherskende nationale beretninger om denne periode. Hvorfor tog man ikke imod flere flygtninge i 1930'erne og 1940'erne? Hvorfor gjorde de allierede det ikke til et af krigens mål at frelse jøderne? Kunne man have gjort mere for at frelse Europas jøder?


Få eleverne til at deltage i og overveje de lokale og nationale traditioner for at mindes begivenhederne

Begivenheder som Holocaust-mindedage giver mulighed for projekter på tværs af generationerne, opfordrer til diskussioner blandt familiemedlemmer om beslægtede nutidige emner og baner vej for andre former for "fælles læring".

Ud over at flytte klasseundervisningen om Holocaust ud i det lokale samfund kan sådanne begivenheder i sig selv også gøres til genstand for undersøgelser og læring. Man kan bede eleverne om at overveje, hvordan kulturelle påvirkninger er med til at udforme den kollektive erindring og mindesmærker; hvordan man i deres samfund reflekterer over fortiden, hvordan forskellige grupper udvælger dele fra historien og konstruerer deres egne fortællinger; om man i deres land diskuterer de vanskelige aspekter af den nationale historie; og hvorledes sådanne måder at mindes på adskiller sig fra det, man gør i andre lande.


Find frem til passende indlæringsaktiviteter, og undgå at bruge simulationer, som får eleverne til at identificere sig med enten gerningsmænd eller ofre

Selv om aktiviteter, der giver eleverne lejlighed til at leve sig ind i en situation, kan være en effektiv måde at få unge mennesker til at interessere sig for historie, idet der sættes fokus på menneskelige erfaringer og reaktioner på fortidens begivenheder, skal man være meget varsom i sin udvælgelse af sådanne aktiviteter, når det drejer sig om så følsomt et emne som Holocaust.

Det kan f.eks. være nyttigt for eleverne at påtage sig rollen som en person fra et neutralt land, der reagerer på disse begivenheder: en journalist, der skriver en artikel om jødeforfølgelserne til sin avis, en bekymret borger, der skriver til sit parlamentsmedlem, eller en kampagneleder, der forsøger at mobilisere den offentlige opinion. Sådanne aktiviteter kan motivere eleverne til at lære og kan måske også anvise mulige fremgangsmåder, som eleverne kan bruge i forbindelse med hændelser, som optager dem i verden af i dag.

Læreren må imidlertid holde sig for øje, at nogle unge mennesker kan leve sig for meget ind i de ting, der skete under Holocaust, blive fascinerede af nazisternes magt eller ligefrem "glamour" eller udvise en morbid fascination af ofrenes lidelser. Heri ligger faren ved kreative skriveprocesser eller rollespil, der får eleverne til at føle, at de har været direkte involveret i Holocaust. Det kan være værdifuldt at bruge elevernes kreativitet i forbindelse med en tværfaglig tilgang, men læreren skal være klar over, hvad han stiler imod. "Øvelser i indføling" er ofte smagløse og en pædagogisk fejltagelse, eftersom det er umuligt for os virkelig at sætte os ind i - undtagen på et yderst overfladisk niveau - hvordan det ville føles at befinde sig i en situation, der ligger så langt fra vores eget liv.

Sådanne teknikker blegner også ved siden af den ægte indføling, mange elever oplever i deres møde med personlige historier, case studies og vidnesbyrd fra overlevende.


Gør det ikke legitimt at benægte fortiden

Når folk benægter, at Holocaust har fundet sted, sker det ud fra ideologiske motiver. Deres strategi er at så tvivl gennem en bevidst fordrejning og forvanskning af de historiske kendsgerninger. Læreren bør passe på, at han ikke uforvarende kommer til at legitimere disse påstande ved at indgå i en falsk debat.

Man skal passe på ikke at give disse mennesker en platform - undlad at behandle en benægtelse af Holocaust som et legitimt historisk argument eller at forsøge at modbevise dette standpunkt ved hjælp af normale historiske synspunkter og rationelle argumenter.

Der er imidlertid mange lærere, der føler, at de er nødt til at undersøge fænomenet Holocaust-benægtelse sammen med deres elever, enten fordi de unge mennesker selv rejser spørgsmålet, eller fordi læreren er bekymret for, at eleverne vil møde disse synspunkter senere i livet uden at være forberedte på de retoriske kunstgreb, disse mennesker benytter, og deres evne til at forvirre og vildlede.

Hvis dette er tilfældet, bør fænomenet behandles separat fra det historiske Holocaust. Det kan være relevant at behandle som et separat emne om, hvordan forskellige former for antisemitisme har udviklet sig i tidens løb, eller som et medieundersøgelsesprojekt, hvor man ser på den manipulation, forvanskning og fordrejning, som visse grupper benytter sig af med henblik på at opnå forskellige politiske, sociale eller økonomiske mål.


Vær bevidst om både det potentiale og den begrænsning, der ligger i alt undervisningsmateriale, herunder internettet

Man skal omhyggeligt vurdere den historiske nøjagtighed af alt undervisningsmateriale. Antisemitisme, homofobi og negative følelser overfor sigøjnere er vidt udbredt i mange samfund og kan også være til stede i klasseværelset. Man må gøre sig klart, at sådanne fordomme kan findes blandt eleverne, og man skal passe på, når man vælger undervisningsmateriale, at man ikke uforvarende kommer til at vælge eksempler på nazipropaganda og rædselsfotografier, som underbygger elevernes mulige negative holdninger til ofrene. Undervisningsmaterialet bør omfatte personlige historier og case studies, der udfordrer og undergraver stereotype opfattelser af offergrupperne.

Ud over trykt materiale er internettet et potentielt værdifuldt undervisnings- og forskningsredskab. Men lærerne skal være varsom i sin brug af internettet, da der er overordentlig mange tilsyneladende tilforladelige hjemmesider, der er skrevet og opdateret af Holocaust-benægtere og antisemitter. Lærerne bør advare de unge mod dette og gøre dem opmærksom på, at nogle søgemaskiner kan levere uvederhæftige resultater, og de bør hjælpe eleverne med at finde frem til legitime og pålidelige hjemmesider.

Læreren skal understrege, at det er nødvendigt at underkaste alle informationskilder en kritisk vurdering og at tænke på, i hvilken sammenhæng hjemmesiden er blevet produceret. Tilskynd eleverne til at stille spørgsmål som f.eks.: hvem har skrevet teksten? Hvad er formålet med hjemmesiden? Er der en dagsorden? Og hvis det er tilfældet, hvordan påvirker det udvælgelsen og fremstillingen af oplysningerne?

Man bør anbefale pålidelige hjemmesider efter nøje at have undersøgt dem. De organisationer, der er opført i International Directory, har hjemmesider, som kan være et nyttigt udgangspunkt, og de har alle links til andre velanskrevne hjemmesider.


Træk en klar skillelinje mellem historiske og nutidige begivenheder, og undgå ahistoriske sammenligninger

For mange undervisere er et af hovedmotiverne til at undervise i Holocaust, at det kan åbne unge menneskers øjne for den uretfærdighed, forfølgelse, racisme, antisemitisme og andre former for had, som vi ser eksempler på i verden i dag. Holocaust ses ofte som en moralsk prøvesten, et mønster på ondskab. Men selv om den slags universelle erfaringer kan udgøre en vigtig del af studiet af Holocaust, bør eleverne også kunne kende forskel på forskellige begivenheder og kunne skelne mellem det partikulære og det universelle.

I dag er der en tendens til at bruge udtrykket "Holocaust" som et symbol for alle slags forfærdelige begivenheder, ugerninger og menneskelige tragedier. Dette skyldes dels sprogets begrænsninger, når det drejer sig om at give fyldestgørende beskrivelser af sådanne begivenheder, og dels manglende oplysning om og forståelse for Holocausts historie. På grund af den overdrevne brug af ordet er udtrykket Holocaust desværre sommetider blevet forfladiget eller ligefrem forvansket, og den uretmæssige brug af denne term kan føre til, at nazisternes forbrydelser kan synes mindre graverende på grund af forkerte sammenligninger.

Når unge mennesker lærer om Holocaust, kan det undertiden få dem til at drage nyttige sammenligninger med verden af i dag: de overtrædelser af menneskerettighederne, der forgik under nazisternes regime (specielt dem, der skete i perioden før krigen) kan muligvis godt sammenlignes med moderne eksempler på fordomme, diskrimination og forfølgelse.

Men folkedrab er klart og fundamentalt forskelligt fra tab af borgerrettigheder. Der har naturligvis været andre eksempler på folkedrab, og det er helt legitimt f.eks. at spørge om, hvilke ligheder og forskelle der er mellem Holocaust og folkedrabet i Rwanda. Men eleverne skal forstå, at ikke alle tragiske begivenheder kan kaldes folkedrab, og skal passe på ikke at lave forkerte sammenligninger.

Man skal vogte sig for overfladiske sammenligninger og ikke give indtryk af, at vi kan finde vejen frem bare ved at henvise til fortidens begivenheder. Vi lever i en kompliceret tidsalder, og vi gør eleverne en bjørnetjeneste, hvis vi får dem til at tro, at historiens lære er så klar, at den kan levere lette løsninger på nutidige problemer.


Vær lydhør overfor elevernes tanker og overvejelser

Elever, som føler, at man ikke har beskæftiget sig med deres folks eller gruppes lidelser, kan være uvillige til at lære om forfølgelser og mord på andre. Det er vigtigt at studere andre eksempler på racisme, underkuelse, forfølgelse eller kolonisering, der har særlig relevans for ens egne elever.

Nogle lærere er bange for, at det at undervise om Holocaust kan virke opflammende på visse unge mennesker, som begår den fejl at sætte lighedstegn mellem det jødiske folks lidelser under nazisternes forfølgelser og Israels politik i de palæstinensiske områder. Men dette er ikke nogen grund til at undgå at undervise om Holocaust.

Selv om det at lære om Holocaust forhåbentlig er med til at åbne elevernes øjne for de eksempler på uret, forfølgelse, fordomme og overtrædelser af menneskerettighederne, vi ser i dag, skal læreren vogte sig for at historien ikke politiseres eller at Holocaust bruges til at fremme en anden dagsorden.

Lærerne må udvise forståelse for elevernes følelser og meninger, når det drejer sig om spørgsmål, der virkelig betyder noget for dem. De skal være parate til at undersøge årsagerne til den moderne verdens konflikter, og de unge bør have lejlighed til åbent at diskutere disse problemer. Men det er vigtigt, at man klart skelner mellem de forskellige konflikter og deres individuelle årsager og beskaffenhed.

Naturligvis vil vi gerne have, at vore unge mennesker bliver aktive og engagerede samfundsborgere. Men at bruge Holocaust til at befordre den slags positive holdninger kan nemt have den modsatte effekt og føre til, at eleverne får en følelse af hjælpeløshed, hvis de ikke får mulighed for at diskutere, hvordan de skal reagere på de problemer, der interesserer dem. Man skal sørge for at afsætte tid i sin arbejdsplan, så man sammen med eleverne kan finde frem til, hvilke legitime og fredelige aktionsformer, de har til rådighed, når de ønsker at reagere på spørgsmål, der har deres bevågenhed.